Brug den rette møbelpleje til dine møbler

Det er ikke hver dag, du kommer til at investere i en ny sofa eller et nyt spisebord. Det kan derfor være svært at finde ud af, hvilken pleje, der er den bedste, og hvad der passer til hvilke materialer.

Vi har derfor gjort det nemt for dig og udvalgt lækre kvalitetsprodukter fra GreenCard, som har fokus på genbrug og på miljøet.

 

Plej dine træmøbler med olie og voks

Skal du holde dine træmøbler flotte, skal du gøre flere ting. Du skal smøre dem med olie, vaske dem med den rigtige træsæbe samt bruge den rigtige voks. Vi har produkter, der passer til forskellige former for træ, og gør du dette rigtigt, vil dine træmøbler holde sig pæne i mange år.

Start altid med olien, som både plejer og renser dine træmøbler. Vælg olien udfra, om dit træ er natur eller hvidpigmenteret, da det kræver hver sin specifikke olie.

Hvis du ønsker, at dine træmøbler har glans, kan du herefter behandle dem med en voks, som samtidig beskytter træet yderligere samt forebygger mod revner og farvetab.

Får du pletter på dine træmøbler, eller ønsker du blot at rengøre dem, findes der en speciel træsæbe, som samtidig plejer og beskytter dit træ.

 

Hold læderet smukt med læderpleje og læderopfrisker

Hvad end du har investeret i ægte læder eller kunstlæder, kræver det pleje for at holde sig pænt gennem årene.

Du kan starte med at bruge en lædercreme. Lædercremen beskytter læderet mod pletter, holder læderet smukt samt forhindrer læderet i at udtørre. Du kan også bruge en læderopfrisker i kombination med lædercremen, som hjælper til at gøre læderet smidigt og undgå de irriterende knirkelyde.

Kommer der pletter på dine lædermøbler, er det altid godt at have en blækfjerner i nærheden. Den kan fjerne diverse pletter fra jeans, kuglepen, læbestift med mere ved at trænge dybt ind i læderet og rense dem væk indefra.

 

Pleje til marmorplader

For at holde dine marmormøbler- eller plader smukke, skal du bruge den specielle stenbeskyttelse og stenrens. De giver dit marmor den bedste beskyttelse og rens i tilfælde af pletter og holder det smukt i lang tid.

Du starter med at bruge stenbeskyttelse for at beskytte dine marmormøbler imod pletter fra fugt, fedt og syre. Kommer der alligevel pletter på dit marmor, skal de fjernes med det samme med et stykke køkkenrulle og evt. renses efter med stenrens.

 

Pas godt på dine tekstiler

Det kan være nemt at få pletter på dine tekstilmøbler, men det er faktisk også nemt at beskytte dem imod det.

For at undgå, at pletterne sætter sig for godt fast i stoffet, skal du starte med en tekstil imprægnering. Imprægneringen gør stoffet mere robust overfor pletter og beskytter mod almindelige pletter som mad, sved og olie.

Er der alligevel kommet en plet på stoffet, skal du bruge en tekstilrens. Denne rens virker på de fleste slags stoffer og fjerner pletterne grundigt. Vil du beskytte dine møbler godt, skal du herefter sprøjte med tekstilimprægnering, mens stoffet er fugtigt.