Hvilken bordplade skal jeg vælge?

Spisebordet vil komme til at spille en central rolle i din hverdag – både fordi det vil være med til at definere stilen i hjemmet, men også fordi det – i rigtig mange tilfælde – så hyppigt vil blive brugt. Alt efter hvor ofte du regner med at bruge dit kommende spisebord, er det vigtigt at tage stilling til, hvad bordet skal kunne holde til. Ikke alle materialer tåler lige meget. Derfor bør du overveje, hvilke behov der skal opfyldes inden du investerer i et spisebord. Er spisebordet udelukkende et sted, du spiser? Eller er det i lige så høj grad her, dit familieliv udspiller sig? Skal bordet holde til store børnefamilier, eller til fine par-middage? Sætter du en ære i at vedligeholde dine møbler, eller ser du gerne at de kræver så lidt tid som muligt?

Herunder følger en kort beskrivelse af de forskellige typer materialee vores borde består af. Når du er blevet klogere på materialerne kan du gå til spisebord sektionen, og vælge mellem de forskellige materialer i søgefiltrene.

 

Melamin/Laminat

Melamin/Laminat er et ekstremt slidstærkt materiale, der er fremstillet af limbehandlet papir, der ved høj varme trykkes sammen til en solid plade. Papirets mønster, struktur og farve bestemmer overfladen – og det giver fantastisk mange udtryksmuligheder og designmuligheder. Melamin/Laminat er et praktisk materiale, der kan holde til at blive brugt i hverdagen. Det kan sagtens modstå hverdagsridser og kemikalier, og den glatte, hårde overflade er nem at holde ren. 

Hvordan rengøres melamin/laminat? 

Den daglige rengøring klares med varmt vand og en opvredet klud. Sulfo kan være nødvendigt hvis en mere grundig rengøring er påkrævet. Husk at tørre efter med en ren, fugtig klud, da sulfo med tiden kan give en fedtet overflade. Undgå brug af andre traditionelle rengøringsmidler som eksempelvis skurepulver og nylonsvampe, da disse vil ridse eller mattere overfladen. 

 

Træ/massivt træ

Træ er et naturmateriale, og møbler af ægte træ vil derfor altid være unikke. Åretegninger og knaster er en del af træets natur, og ikke to træoverflader kan blive helt ens. Træet er i en konstant forandrings-proces, der bevirker, at strukturer og farver ændrer sig gennem tiden. Træ er et materiale der holder længe, såfremt det vedligeholdes rigtigt. Det er dog i forhold til nogle andre materialer, så som melamin/laminat, mere modtageligt over for pletter og ridser, men til gengæld ældes det på en smuk og naturlig måde.

Massivt træ er et levende materiale der selv efter forarbejdning, ”arbejder” når det påvirkes af forandringer i luftfugtighed, temperatur, lys påvirkning mm. Læs mere om dette under vedligeholdelse af træmøbler. Træmøbler bør ikke udsættes for store ændringer i luftfugtigheden, ej heller høje temperaturer fra gulvvarme, brændeovne eller radiatorer samt direkte sollys, da disse kan ændre møblets struktur og udseende.

Hvordan rengøres træ/massivt træ?

Til hverdagsrengøringen af træoverflader anbefaler vi en let fugtig klud – vand må helst kun anvendes i små doser. Hvis vand ikke er tilstrækkeligt kan sæbespåner bruges. Det er vigtigt aldrig at anvende midler indeholdende sulfo og salmiakholdige rengøringsmidler, da disse kan misfarve træet.

 

Finér

Finér er et tyndt lag træ, der som oftest påsættes en kerne af MDF-plader eller krydsfinér. Det er et karakteristisk materiale, der ligesom træ er i en stadig forandringsproces, der bevirker, at strukturer og farver forandrer sig gennem hele møblets levetid. Materialet finér er solidt, og det er langt mindre modtageligt overfor ridser end massivt træ. Finér giver samme naturlige udseende som træ – ofte til en lavere pris.

Hvordan rengøres finér?

Til daglig rengøring anbefales en let fugtig klud – tør gerne efter med en tør klud. Vand bør kun anvendes i begrænsede mængder. Finér er følsomt overfor fugt – dette har du sikkert oplevet før - tør derfor spildte væsker op med det samme. Brug aldrig sulfo eller salmiakholdige rengøringsmidler.

 

Komposittræ

Komposit er et solidt materiale med en fantastisk holdbarhed og styrke, der gør det muligt at fremstille flotte eksklusive bordplader, der stadig tåler hverdagens hårde tand. Materialet er sammensat af ca. 66% naturmaterialer samt farve og bindestoffer. Denne kombination giver et smukt mat produkt, som samtidig er meget vedligeholdelsesvenlig, da det afviser bakterier, skidt og væsker. Dog tåler det kun kortere varmepåvirkninger fra f.eks. pander og plader, hvorfor bordskånere bør bruges.

Hvordan rengøres komposittræ?

Til daglig rengøring anbefales en fugtig klud evt. tilsat sulfo. Afkalkningsmidler, sprit, klorin og lignende rengøringsmidler skal altid fjernes omgående med en opvredet klud. Denne slags rengøringsmidler må aldrig blive liggende i længere tid på overfladen, da det kan skade bordpladen. Ridser kan fjernes med fint sandpapir.

 

Metal

Til rengøring af metaloverflader kan universal-rengøringsmiddel generelt benyttes, hvorefter der tørres over med en fugtig klud efter behov. Undgå at bruge skuremidler, da de kan ridse overfladen. Denne behandling bør som sagt oftest benyttes til jern og aluminiumoverflader, hvilket størstedelen af metalbordtyperne på unoliving.com er. Der kan dog også findes kobber- og messingflader. Her er det nødvendigt med deciderede kobber- eller messingpudsemidler.

Se vores store udvalg af spiseborde her.